Ravn, Malene (2018). I dine øjne.
I dine øjne blev drøftet af hold 1 på litteraturmødet i Frederikshavn den 7. november 2022.
Hvis man har læst Jesper Wung-Sungs En anden gren, kan man i mine øjne spare en del tid ved at springe Malene Ravns roman over og i stedet nyde Lars Bukdahls anmeldelse af den i sin helhed (se uddrag herunder).
GL, 2022.11.05
Uddrag af Lars Bukdahls anmeldelse i Weekendavisen, 2018-12-07 – Bøger, s. 6
Under overskriften ”Skæbnens lunkne skipperlabskovs” og med rubrikken ”Aalborgand. Malene Ravns tykke roman om en dansk kinesers sidespring er blevet en tung, sejlende pærevælling af prosasovs, der er lige så for sød som for sur.” refererer Lars Bukdahl virkelighedsmaterialet bag romanen således:
”Forfatterens venindes farfar var en kineser, der kom til Danmark i 1902 for at blive udstillet i Tivoli, blev boende i København i et barnløst ægteskab og levede rimeligt kummerligt som omrejsende kinesisk tryllekunstner.
Venindens far er resultatet af et forbirejsende onenightstand, den midaldrende farfar havde med den purunge farmor i Aalborg, hvor hun arbejdede på et værtshus. Faren går, som den eksotisk udseende bastard han er, for lud og koldt vand, tilbringer sine første år på et asyl, hvor farmoren tager arbejde uden at røbe familieforbindelsen (det kan så godt ligne en fiktion, men hvis det er virkelighed, er det meget anstrengt fundet på af virkeligheden – sådan er det med virkeligheden, den er en skiftevis meget kedelig og meget anstrengt fortæller).
Da farmoren gifter sig, kommer faren hjem fra asylet uden derfor at få det særligt meget bedre. Igennem årene er der ingen kontakt mellem far og farfar ud over en faderskabssag, og efter at have giftet sig lykkeligt distancerer faren sig også fra moren, og mange år senere får veninden så nys om det kinesiske skelet i skabet og rejser med sin søn til Kina.”